”Ej, vi havde jo aftalt at begge børn skulle blive siddende ved bordet”
Et forældrepar kom her op forbi den anden dag. Deres konflikt bestod i at de havde mange skænderier om reglerne i familien. De havde to mindre børn og var blevet enige om hvilke regler, der skulle gælde hjemme hos dem. Eksempelvis skulle man sidde pænt og blive siddende ved bordet under aftensmaden, men det skete ikke rigtig.
Moderen var frustreret over, at disse regler nærmest kun blev håndhævet af hende. Hun mente der forelå en aftale og den skulle overholdes af alle.Der var mange andre regler, og mange skænderier.
En aftale er en aftale, sådan er det, eller hvordan?
Familier er dynamiske og det bliver derfor svært altid at holde fast i statiske regler. Hvis vi gør det bliver vores forventninger ofte for høje og vi ender med at blive skuffede.
Når vi bliver meget optagede af regler og af at få ret, bliver der ikke så meget plads til at anerkende den anden i relationen. Lige her er vi som regel ikke nysgerrige og åbne men mere lukkede og dømmende overfor den anden eller de andre. Vi bliver hurtigt meget dømmende og vurderer den anden.
Lige der lyder vores sætninger ofte i retning af;
- Har jeg ikke sagt du skal sidde stille ved bordet?
- Hvorfor siger du ikke noget til vores søn, han farer jo rundt?
- Skal det virkelig være mig der altid skal sørge for tingene herhjemme?
- Du hjælper jo ALDRIG til herhjemme
I det vurderingsfrie land kunne det formuleres således;
- Hold da op du bliver vist lidt urolig nu, er du færdig med at spise?
- Jeg går lige over og finder ud af hvorfor der pludselig bliver sådan en uro her
- Jeg har brug for at du hjælper mig lidt mere, kan vi finde ud af det?
- Jeg er meget træt for tiden og har helt sikkert for meget at gøre, vil du hjælpe mig?
Når vi bliver pressede, får vi ofte en tendens til at ty til regler, til at generalisere og fordømme. Dette er altid med til at optrappe konflikterne. Vi får ikke lyttet til den anden og opfanger heller ikke helt hvad der sker omkring os. Det resulterer ofte i at vores partner og børn lukker ned, både fordi det ikke bliver et trygt sted at ytre sig og fordi den anden simpelthen mister lysten til at tale med os.
I det vurderingsfrie land, får vi mere lyst til at fortælle om os selv og vores følelser og vi tør gøre det, fordi her fortæller ingen os vi er forkerte.
Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg selv opdrager mine børn og om jeg gør det perfekt. Svaret er, at jeg er bevidst om at være den bedste forældre udgave jeg kan være, nemlig mig selv. Det indebærer også en masse fejl og dem forsøger jeg så at lære af, når jeg altså opdager dem…..
Og NEJ jeg er ikke perfekt, men det stræber jeg heller ikke efter.
